Andrew McCarthy i New York Times

At vandre er den værst bevarede hemmelighed, jeg kender. Dens belønninger gemmer sig under hvert eneste skridt.

For mere end et kvart århundrede siden opdagede jeg styrken ved at vandre, da jeg traskede 800 km gennem Spanien på Camino de Santiago, en gammel pilgrimsrute. Jeg faldt over Caminoen ved et tilfælde og traskede derefter gennem Spanien med et formål. Jeg har været vandrer lige siden. Og jeg er ikke den eneste.

Hippokrates proklamerede, at "at gå er menneskets bedste medicin." Den gode læge vidste også, at gåture gav mere end blot fysiske fordele, da han foreslog: "Hvis du er i dårligt humør, så gå en tur. Hvis du stadig er i dårligt humør, så gå en tur til." Han hentydede til det, som så mange efter ham ville bevidne, nemlig at gåture ikke kun nærer kroppen, men også beroliger sindet, mens det brænder spændinger af og får vores problemer til at træde tilbage i et mere overskueligt perspektiv.

Søren Kierkegaard var enig, da han bekendte: "Jeg kender ingen tanke, der er så tyngende, at man ikke kan gå væk fra den." Og Charles Dickens var endnu mere direkte. "Hvis jeg ikke kunne gå langt og hurtigt," skrev han, "tror jeg, at jeg bare ville eksplodere og gå til grunde."

Men at gå gør mere end at holde djævlen fra døren.At gå opløfter humøret på en måde, der føles ægte og fortjent. Den føles ejet. Og som en generøs partner møder gåturen os mere end halvvejs.

Der er mange vidnesbyrd om, at en god vandretur fremmer kreativiteten. William Wordsworth sværgede til at gå, og det samme gjorde Virginia Woolf. Det samme gjorde William Blake. Thomas Mann forsikrede os: "Tanker kommer klart, mens man går." J.K. Rowling bemærkede, at der "ikke er noget som en gåtur om natten, der kan give dig ideer," mens forfatteren Elizabeth von Arnim konkluderede, at gåture "er den perfekte måde at bevæge sig på, hvis du vil se ind i tingenes liv."

Og spørg enhver dybsindig tænker om fordelene ved det, Bill Bryson kalder den "rolige kedsomhed", som vandring fremkalder. Jean-Jacques Rousseau indrømmede: "Der er noget ved at gå, som animerer og aktiverer mine ideer." Selv den pessimistiske Friedrich Nietzsche måtte give op for en god spadseretur, da han indrømmede: "Alle virkelig store tanker bliver undfanget, mens man går."

Selvom mine egne overvejelser måske ikke nærmer sig de høje højder, som Nietzsche henviste til, begynder en god lang gåtur, eller endda en, der ikke er så lang, at skabe plads mellem mine tanker, som gør det muligt for klarheden at stige op gennem mine sko på en måde, som ingen anden transportform gør. Rejseforfatteren og forskeren Patrick Leigh Fermor udtrykte det kortfattet, da han sagde: "Alle hestekræfter korrumperer."

Indtil jeg tog til Spanien med den ene mission at krydse landet til fods, betragtede jeg ofte det at gå som spild af min tid. Caminoen ændrede det. Den månedlange vandring afslørede mig for mig selv på en måde, som intet andet havde gjort - mit loopende tankemønster, mine sædvanlige følelsescyklusser, min frygtsomme natur. Caminoen nedbrød min modstand mod at se mig selv, og skridt for skridt byggede den mig op igen. Det ændrede min plads i verden.

I stedet for blot at se det at gå som den langsomste måde at komme et sted hen, begyndte jeg at se det ikke blot som et middel til at nå et mål, men som selve begivenheden. Og siden jeg gik Caminoen for anden gang sidste år med min 19-årige søn, er jeg kommet til at forstå vandring som noget af det mest værdifulde, jeg kan gøre.

Forfatteren Rebecca Solnit påpegede, at det at gå "er, hvordan kroppen måler sig selv mod jorden." Og gennem et sådant fysisk fællesskab tilbyder gåturen sin kronende gave ved at bringe os følelsesmæssigt, endda åndeligt, hjem til os selv. Da min søn på den sidste dag af vores vandring vendte sig mod mig og sagde: "Far, det er det eneste '10 ud af 10', jeg nogensinde har gjort i mit liv," vidste jeg, at han ikke kun var ankommet til Santiago de Compostela, men også, mere meningsfuldt, til sig selv.

Den store naturforsker John Muir bemærkede skarpt: "Jeg gik kun en tur, og ... at gå ud, fandt jeg ud af, var i virkeligheden at gå ind." Er der nogensinde nogen, der har fortrudt deres forbedrede tilstand efter at have vandret gennem naturen i en time? Måske var det det, den dedikerede vandrer Henry David Thoreau refererede til, da han skrev: "Jeg gik en tur i skoven og kom ud højere end træerne."

Så hemmeligheden er derude. Den er under bladene på stien. Den er lige der på fortovet.

Snør dine støvler.