Mohair sokker det giver glæde på turen

Mohair sokker det giver glæde på turen - Happy Hiking

fra 'Magasinet Outsite 22'

Mohair Sokker Det Giver Glæde På Turen

af Thomas Vaaben Søgaard

Som fast læser af Magasinet Outsite og sikkert også hjemmesiden ved du fra vores testning, at der er SÅ mange produkter at vælge imellem i vores fælles friluftsverden. I denne artikel kan du læse Outsites måske første omtale af frilufts- og vandresokker.

MORMORSOKKER - OVERHOVEDET IKKE

På en eller anden måde er mohairsokkerne fra den danske importør Happy Hiking lidt et deja vue, som de ligger dér foran mig. Blå, tykke og smækfyldt med uld. Lækre ser de ud i den flotte indpakning - i bæredygtigt materiale, finder jeg senere ud af. Jeg lader for en stund tankerne gå tilbage til min mormors hjemmestrikkede uldsokker, der ‘bare’ blev strikket oppefra og ned og endende med i en spids. Det er ikke, fordi de her nye 2021 sokker på nogen måde minder om hendes, men alligevel gør det, fordi de ‘bare’ er ensfarvede, enkle og uden alle de forskellige typer af vævemetoder, som de store brands anvender.

Men det er også kun et kort øjeblik, jeg mindes mormors velmente gaver, for jeg må prøve Coorymoorsokkerne med det samme. Nu har jeg jo langet et par hundrede kroner over disken (: nettet), så hvad er det, jeg har fået for pengene.

SOM AT VÆRE KOMMET HJEM

Umiddelbart står jeg med følelsen af at være kommet hjem efter en weekendtur. Du kender det sikkert. Trætte fødder, der trænger til at slappe af. Det er, som om jeg putter fødderne i et par hjemmesko. Ahhh! Så fed en følelse, der samtidig er lidt anderledes end den, jeg havde, da jeg for et år siden prøvede mine første Carrymoor-sokker. De nye er nemlig tykkere og føles varmere; dét ved jeg egentligt godt fra hjemmesidens omtale af den såkaldte terry-loop strikning, hvor der strikkes nogle løkker, der giver sokkerne en slags polstring og luftlommer. De har en isolerende effekt.

Hvor de nye sokker - i øvrigt blå - er af modellen Adventurer / Eventyrer, bærer de gamle skovgrønne navnet Camino. Udsalgsprisen ligger her i februar-marts 2021 på henholdsvis 249 og 199 kr. Altså i den høje ende i forhold til mange mærkenavnesokker, men er det egentlig dyrt, når der er tale om sokker af mohairuld, der delvis stammer fra økologiske geder med et godt gedeliv på Corrymoor farmen i engelske Devon. Sokkerne strikkes faktisk også i England, så er det dyrt. Nej vel. Egentlig havde jeg min tvivl, da jeg for et år siden købte Caminomodellen. Jeg havde på det tidspunkt ikke læst mig til, at folkene bag har fremstillet sokker siden 1992. Kunne sådan et No name sokkemærke tage sådan en pris og når de faktisk blander det med en tredjedel nylon. Men jeg lod mig lokke af importøren Jerry Grahams beskrivelse af mohairuldsokkernes fordele: de køler på varme dage og varmer, når det er koldt.

Holder sokkerne så, hvad de lover? Jeps, det vil jeg mene. Jeg har brugt Caminomodellen løbende igennem et helt år, både på tur og i hverdagen i mit ‘civile’ liv. Det kan man nemlig godt, og er man til farverige sokker og vil peppe sig lidt op, er der masser af andre farver at vælge imellem hos Happy Hiking, 17 i alt kan jeg se. Sokkerne er uni-sex og er ikke strikket i en højre-venstre specifik model. Det er egentlig dejligt. Jeg har haft sokkerne med på ture over flere dage, og jeg har ikke oplevet, at de tog imod fodsveden og kom til at lugte. Det skyldes, kan jeg forstå, ikke kun min daglige luftning, men også mohairuldens særlige struktur med glatte fibre, hvor fibre fra fåreuld har ujævnheder. Det betyder, at der ikke er nogen steder, hvor ens fodbakterier så at sige kan gemme sig.. Det har også vist sig, at sokkerne ikke strammer i ribkanten, hvad jeg ellers oplever med mange sokker fra de kendte brands. Nogle gange strammer de nemlig så meget, at jeg på varme dage får ubehagelige og undertiden lettere smertende, røde afmærkninger i ribkanten. Selv om ribkanten kan føles lidt løs i det, er det bare en følelse, for sokkerne holder sig oppe. Sokkerne fnugger heller ikke, og de holder faktisk også deres form. Da jeg til brug for denne minitest ville sammenligne de gamle med de nye sokker og vendte indersiden ud, opdagede jeg, at der var lidt fnug i hælpartiet, hvor jeg selvfølgelig har trådt uldlaget lidt fladt. Det er vel egentlig ikke så mærkeligt efter et års brug. Jeg har ikke mærket nogen forskel..

Nu vil jeg glæde mig til at bruge mine nye sokker i eventyrer versionen.

Hvis jeg skal give sokkerne en vurdering, får de lige nu fem ud af fem sokker.

0 comments

Leave a comment

Please note, comments must be approved before they are published